Som det første af sin slags i Danmark, lægger Sukkerfabrikken nu an til at opføre feriehuse på pæle ude i vandet, ud for fabriksområdets nordlige kyst. Udviklingsprojektet omkring Sukkerfabrikken fik i 2015 dispensation af Kystdirektoratet til at bygge kystnært og på vandet.
I forlængelse af Sukkerfabrikkens hovednerve – roebanen – opføres en træbro, der forbinder en badeanstalt og pælehusene med Sukkerfabrikken. Pælehusene er fordelt på et cirkelslag, lagt omkring en centralt placeret badeanstalt og serveringssted.
Dér hvor cirkelslaget hægter sig på træbroen, nedtrappes broen til et lavereliggende forløb, så man kommer tættere på vandoverfladen. Badeanstalten og de omkringliggende arealer tænkes etableret
på flydepontoner, så man altid er tæt på vandspejlet. Badeanstalten samt vandområdet i indercirklen tænkes som et offentligt område, hvor der er mulighed for badning og sejlads i beskyttet farvand.
Husene opføres på pæle, med en gulvkote der ligger 2,5 meter over daglig vande, for at sikre husene mod høj vandstand. Husene er ens og har en størrelse på 55 m2. De indrettes med 4 faste sovepladser, fordelt på 2 værelser samt en sovehems. Fra køkken-alrummet skabes der en stor udsigt gennem et diagonalt hjørnevinduesparti. Husene opføres som sorte træhuse med vandret klink-beklædning på facaderne. Mellem husene etableres en terrasse, som er lukket på 3 sider. Den tilstødende facade på nabohuset er udført som en helt lukket facade, skærmet mod vinden og mod indkik fra naboen. Fra terrassen er der adgang til en lavereliggende bådog badebro. Adgang til husene sker via terrassen, der er forbundet til forbindelsesbroen.
Ved kysten, på hver side af træbroen, anlægges der en offentlig, kystsikret sandstrand. Umiddelbart ud for kysten ligger havneløbet ind til Stege Nor, hvor der dagligt sker en vandudskiftning ved tidevandsgennemstrømning. Dette sikrer, at der altid er god vandkvalitet ved badeanstalten.
Se næste etape: