Sukkerfabrikkens skyline præges af de 2 store landmarks sukkersiloerne, der med en højde på 45 meter er synlige på hele Møn, og på Sjælland ca.10 km før broen til Møn. Gennem 50 år har de været brugt som lager for det færdige sukker.
Siloerne består hver af ét stort cylindrisk rum, placeret oven på en arkade af 3,5 meter høje søjler. Grundplanet på hver silo er 634 m2, og lagerrummet har en højde på 34 meter. Øverst ligger en etage med kuppeltag og uden skillerum. Langs facaden er et vinduesbånd hele vejen rundt. Hver silo kan belastes med 17.700 tons.
Mellem – og i nogen udstrækning ind i – siloerne og det gamle Keddelhus (pkt. 7 på oversigtskortet), etableres der et vandoplevelseshus i en størrelse på ca. 3000 m2. Det etableres som et badeland med en bred vifte af underholdning til voksne og børn -med vand som tema. Siloen indrettes til vandrutsjebaner, klatring og dykning. Med en højde på 34 meter inde i siloen vil der være rig mulighed for at lave helt særlige og karakterfulde underholdningstilbud.
Som vandforsyningskilde har Sukkerfabrikken sin egen vandboring, hvor der i dag ligger en tilladelse til at hente 100.000 m3 vand op om året.
Den anden silo tænkes anvendt til et slags planetarium som virker ved, at der ophænges en frit svævende jordklode – en digital globe – i rummet med en diameter på ca. 10 meter. Kloden fungerer som et filmlærred, forskellige problematikker i Jordens udvikling kan vises: Kontinenternes dannelse, vejrsystemer, klimabælter etc. Projektet udvikles i samarbejde med Geocenter Møns Klint.
Se næste etape: